Patientskadeerstatning
Hjem » Personskader »
Værd at vide om patientskadeerstatning
Af Berit Møller Lenschow, Advokat (L)
Kommer du til skade i forbindelse med en behandling på sygehus, hos egen læge eller anden behandler i det danske sundhedsvæsen, eller bliver du syg af medicin, kan du have ret til en patientskadeerstatning.
Hvis din patientskadeerstatning er afgjort i Patienterstatningen efter den 1. juli 2018, behandles din patientskadeerstatningssag efter de nye regler om erstatning. Det betyder, at du skal have et krav på erstatning, der overstiger et egetbidrag. Egetbidraget udgjorde i 2023 8.305 kroner og udgør i 2024 8.596 kroner. Når man opgør dit krav på erstatning, fratrækkes der således et egetbidrag, som du måske kender som selvrisko fra din egne private forsikringer.
Lægefejl kan føre til patienterstatning
Hvis lægefejl er årsagen til, at du har gener, eller at din tilstand er blevet forværret efter en behandling, kan du rejse krav om erstatning på denne baggrund.
For at sikre dig muligheden for at kræve erstatning i tilfælde af lægefejl, bør du selv sikre dig, at alle detaljer om din tilstand er noteret korrekt i din lægejournal, når du undersøges eller modtager behandlinger på sygehus eller hos din egen læge. Kan du ikke selv undersøge disse ting, så må du bede en, som du har tillid til, gøre det for dig.
Du kan læse en artikel om lægejournalens store rolle i erstatningssager her.
Anmeldelse af din patientskade
Du skal anmelde en patientskade til Patienterstatningen inden 3 år fra det tidspunkt, hvor du vidste eller burde vide, at der var sket en skade i forbindelse med behandling, undersøgelse eller medicinering af dig. Patienterstatningen anvender en bestemt blanket, som kan findes her >>
Hvis det er mere end 10 år siden, at du burde have overvejet dette, er et eventuelt erstatningskrav for gammelt, og du vil ikke have krav på erstatning mere.
Patienterstatningen vurderer, om dine symptomer eller gener stammer fra din kontakt med sundhedsvæsenet. Den første kontakt til sundhedssystemet skyldes ofte “noget man fejler i forvejen” – også kaldet en grundlidelse. Typisk består en patientskade i en forværring af grundlidelsen.
Oftest vil Patienterstatningen se på, om det forløb, du har haft i sundhedssystemet har været efter erfaren specialiststandard. Vurderer Patienterstatningen, at behandlingen af dig ikke har været optimal, vil man vurdere, at den ikke har været efter erfaren specialiststandard og det kan føre til at du berettiget til erstatning.
I andre tilfælde kan den skade, du er blevet påført anerkendes efter “tålereglen”. Det er et krav, at skaden er sjælden, typisk betyder det, at den ses i under 2 % af de tilfælde, hvor behandlingen udføres og samtidigt skal de gener, der er opstået efter behandlingen være alvorlige i sammenligning med de gener, du ville have haft fra din grundlidelse, hvis du ikke var blevet behandlet.
Hvis patienterstatning giver dig ret i, at du er påført en patientskade, vil Patienterstatningen derefter vurdere, hvad du har krav på i erstatning.
Få hjælp til patienterstatning
Overvej om du brug for hjælp fra en specialistadvokat, så du er sikret den rette rådgivning fra start. Der kan være spørgsmål om erstatning, både på kort og langt sigte. Det kan være godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og på langt sigt varigt mén samt endda tabt erhvervsevne eller i værste fald dødsfald.
Patienterstatning ved dødsfald – børn
Som noget helt særligt kan forældre få erstatning, hvis et barn, som endnu ikke er fyldt 18 år, mister livet, og skaden anerkendes som en patientskade. Det er de forældre, der har forældremyndigheden over barnet, der har ret til en godtgørelse. Godtgørelsen er et engangsbeløb, der reguleres årligt. I 2023 udgjorde beløbet 184.000 kroner.
Du kan klage
Du kan klage over en afgørelse, som du ikke er tilfreds med . Klagerfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor du fik meddelelse om den afgørelse, som Patienterstatningen har truffet.
Hvis din afgørelse er truffet den 1. juli 2018 eller senere skal du klage senest 1 måned fra den dag, hvor du fik meddelelse om afgørelsen fra Patienterstatningen. Din klage skal indgives digitalt.
Det er Ankenævnet for Patienterstatning, der skal vurdere klagen af din sag.
Der er den 1. juli 2018 trådt nye regler i kraft, som betyder, at erstatninger udbetalt efter denne dato ikke kan kræves tilbagebetalt.
Risiko
Hvis du eller regionen klager over en afgørelse, inden erstatningen er udbetalt, kan du dog stadig risikere at miste den erstatning, du i første omgang er tilkendt. Hvis du eller regionen klager over en afgørelse fra Patienterstatningen, vil udbetaling af din erstatning nemlig blive udsat til Ankenævnet for Patienterstatning har afgjort din sag, og ændrer Ankenævnet for Patienterstatningen afgørelsen, er det den erstatning, der vil blive udbetalt istedet. Hvis Ankenævnet for Patienterstatning kommer frem til, at du ikke har ret til erstatning, betyder det derfor også, at du ikke får nogen erstatning.
Både du og regionen har fri adgang til at klage over afgørelsen fra Patienterstatningen. Hvis du overvejer at klage over en afgørelse fra Patienterstatningen, er det en god ide at rådføre sig hos en advokat med erfaring indenfor området, så du kender fordele og ulemper.
Du kan også gå til domstolene
Hvis du ikke er tilfreds med afgørelsen fra Ankenævnet for Patienterstatningen, kan du anlægge en retssag ved domstolene. Det skal ske inden 6 måneder fra, at Ankenævnet for Patienterstatning har truffet sin afgørelse. Der kan søges om retshjælp og måske fri proces.
Side sidst opdateret: 02.01.2024
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er anmeldelsesfristen for en patientskade?
Fristen er 3 år fra det tidspunkt, hvor den behandling, du vil anmelde en skade på er sket. I nogle tilfælde ved man måske ikke lige med det samme, at der er sket en skade. Den 3 årige frist kan i såfald løbe fra et senere tidspunkt. Der gælder dog en abosulut frist på 10 år fra behandlingen, undersøgelsen eller hvad det nu er, man vil anmelde en skade på.
Hvor længe kan jeg klage over en afgørelse fra Patienterstatningen?
Der er en måned til at klage over en afgørelse fra Patienterstatningen.
Hvad er en patientskade?
Hvis en behandling eller eks. en forsinket diagnose af din sygdom har medført, at du er blevet mere syg eller din oprindelige skade eller sygdom er blevet værre, kan der være tale om en patientskade. Man ser på om den behandling, du har modtaget svarer til det den dygtige og erfarne læge, ville have gjort i den givne situation. Hvis den skade, du er påført er meget sjælden under 2 % af de tilfælde, hvor der pågældende sygdom bliver behandlet og får du derved en skade, der er meget værre, end du oprindeligt fejlede, kan det også anerkendes som en patientskade. Det er ikke udtømmende gennemgang, men typeeksemplerne på en patientskade.