Slidgigt Erstatning
Hjem » Personskader » Arbejdsskade »
Din slidgigt kan udløse erstatning
Af Berit Møller Lenschow, Advokat (L)
Slidgigt – eller artrose er en såkaldt degenerativ ledsygdom, hvor brusk og væv omkring leddene langsomt ødelægges. Slidgigt ses ofte i skulder, ryg, knæ og hofter og årsagerne til gigten kan være flere.
Nogle gange kan en skade medføre slidgigt, som kan berettige dig til erstatning. Der er dog en række krav, der skal være opfyldt, før du kan få erstatning for denne sygdom, og da området er kompliceret, er det en fordel at søge rådgivning hos en advokat med speciale i personskadeerstatning.
Hvis du har udviklet slidgigt som følge af gener efter en ulykke, vil slidgigt typisk ikke være den primære skade, men den kan være en følgesygdom til de gener, du eksempelvis har efter et håndledsbrud, skulderluksation osv. Slidgigt, som du har pådraget som følge af et brud kan selvsagt stamme fra såvel en ulykke i fritiden eller en ulykke, der er sket imens du var på arbejde.
Slidgigt kan udvikle sig med alderen og kan blandt andet opstå som følgegener til overvægt. Den kan også være arvelig eller den kan skyldes fysisk inaktivitet eller tidligere skader. Derfor kan det være svært at skelne mellem den slidgigt, der stammer fra gener efter ulykken og slidgigt som følge af alder eller en tidligere skade. Der kan derfor ofte opstå diskussion om, hvorvidt årsagsforbindelse til nogle bestemte kan bevises. Det er ikke ualmindeligt, at skadevolder eller dennes forsikringsselskab vil gøre gældende, at slidgigten skyldes andre forhold snarere at være gener efter den ulykke, der skal betales erstatning for.
Imens slidgigt i nogle tilfælde kan være opstået som følgegener efter en ulykke, kan den andre gange være selve skaden eller sygdommen i sig selv og er sygdommen relateret til dit arbejde kaldes den en erhvervssygdom. Hvis du har pådraget dig slidgigt som følge af særlige arbejdsstillinger, kan din sygdom måske anerkendes som en arbejdsskade, og du kan have krav på erstatning. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis du har udviklet slidgigt i dine knæled på grund af mange års arbejde med knæliggende eller hugsiddende arbejde eller i slidgigt dine hofter på grund af mange års arbejde med tunge løfte og mange tunge enkelt løft. Slidgigt, der skyldes arbejdet ses ofte i hofter og knæ.
Hvis din slidgigt er forbundet til dit arbejde, skal din skade anmeldes og behandles som en arbejdsskade. Når der er tale om en erhvervssygdom, er det din egen læge, der skal anmelde skaden til arbejdsmarkedets erhvervssikring.
Det er dig, der skal bevise, at skaden er sket som følge en ulykke eller dit arbejdes særlige art. Du skal bevise, at de gener, du har fra slidgigten, er opstået som følge af de gener, du har fra ulykken eller som følge af det arbejde, du har udført.
Det er derfor vigtigt, at du opsøger en læge, når du oplever symptomer eller gener fra sygdommen, så de kan blive beskrevet i din journal hos lægen og det er vigtigt, at du sikrer dig, at alle oplysninger i din journal står korrekt og i tidsmæssig sammenhæng til den ulykke eller de arbejdsopgaver, som har medført dine symptomer.
Du skal sikre dig, at alle fristerne overholdes, når skader anmeldes. Ellers kan du miste din erstatning.
Særlige krav ved slidgigt i knæled og hofter
Hvis du udvikler slidgigt i knæled eller hofter som følge af dit arbejde, skal du opfylde en række krav, før skaden kan anerkendes som en erhvervssygdom og udløse erstatning.
Du skal som udgangspunkt have en af de diagnose, der er optaget på erhvervssygdomslisten for eksempel arthrosis genus eller arthrosis coxae primaria bilateralis symptomer eller smerter fra knæ eller hofter. Endelig er der krav om, hvordan dit arbejdet har været udført. Det gælder blandt andet, at der skal have været tale om knæliggende eller hugsiddende arbejde eller tunge enkelt løft, hvis der er tale om gigt i hofterne. Der skal være tale om mange års arbejde. Der skal typisk være tale om symptomer fra begge knæ eller hofter.
Det er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der tager stilling om din sygdom kan anerkendes som en arbejdsskade. Hvis din sygdom er medtaget på erhvervssygdomslisten og dit arbejde opfylder kravene til påvirkning, vil du som udgangspunkt være berettiget til at få anerkendt din sygdom som en arbejdsskade.
Når arbejdsmarkedets erhvervssikring har anerkendt din skade som en arbejdsskade, vil Arbejdsmarkedets erhvervssygdom træffe afgørelse om varigt mén og eventuel erhvervsevnetab.
Du kan få anerkendt din sygdom, selvom den ikke findes på erhvervssygdomslisten, men vejen til anerkendelse vil typisk gå gennem erhvervssygdomsudvalget og i yderste konsekvens domstolene og retslægerådet.
Hvis du har fået afslag på at få anerkendt din arbejdsskade, har du mulighed for at klage over afgørelsen til Arbejdsmarkedets erhvervssikring. Der skal sendes klage inden 1 måned fra Arbejdsmarkedets erhvervssikrings afgørelse.
Arbejdsmarkedets erhvervssikring vil først vurdere, om dine bemærkninger giver anledning til at ændre den første afgørelse. Arbejdsmarkedets erhvervssikring kan vælge at træffe en ny afgørelse og evt. sende din sag til vurdering i erhvervssygdomsudvalget.
Hvis Arbejdsmarkedets erhvervssikring fastholder sin afgørelse, sendes din sag videre til Ankestyrelsen, som træffer afgørelse.
Ankestyrelsen kan træffe den samme afgørelse, som Arbejdsmarkedets erhvervssikring, ændre afgørelsen eller vælge helt at ophæve denne og bede Arbejdsmarkedets erhvervssikring behandle sagen igen og måske hente nye oplysninger om din sygdom eller dit arbejde.
Vurderingen af om du opfylder kravene til påvirkning beror dog på et juridisk skøn, hvor det kan være en fordel at få hjælp og rådgivning fra en advokat med særlig viden indenfor personskadeerstatning og arbejdsskader.