Retslægerådet
Hjem » Erstatning generelt » Retssag »
Værd at vide om retslægerådet
Af Berit Møller Lenschow, Advokat (L)
Hvis du ikke få anerkendt dine gener efter ulykke eller sygdom, kan du få din sag vurderet ved retten. Når retten skal behandle spørgsmål, der indebærer et lægefagligt og medicinske skøn, er det ofte nødvendigt at hente hjælp hos Retslægerådet.
Som en del af retssagen skal du, typisk sammen med din advokat og modparten i sagen, blive enige om, hvilke spørgsmål, I ønsker at stille til Retslægerådet. I retssystemet findes der en række spilleregler for, hvordan spørgsmålene skal formuleres. Det er blandt andet et krav, at spørgsmålene holdes neutrale.
Rådets rolle
Retslægerådet består af en rækker læger, som foretager en besvarelse og vurdering af de spørgsmål, der stilles dem. Retslægerådet foretager ikke en undersøgelse af dig. Retslægerådet besvarer udelukkende spørgsmål, ud fra det lægelig materiale, der er modtaget fra dig og modparten. Den samlede besvarelse sendes, når den er klar, til retten.
Retslægerådets besvarelse får ofte en afgørende betydning for, hvordan din sag skal afgøres. Du kan kun spørge rådet, efter at du har anlagt en retssag. Hvis retslægerådets besvarelse afføder flere spørgsmål, som du ikke havde mulighed for at stille ved den første henvendelse, er der mulighed for at stille supplerende spørgsmål.
Gør status
Ofte vil det være en god ide at gøre status i sagen, når du har fået en besvarelse fra Retslægerådet. En besvarelse vil ofte medføre, at din sag kan forhandles på plads med modparten i sagen. En besvarelse kan desværre gå dig imod og du er nødt til at vurdere, om erstatningssagen skal fortsættes.
Selvom det er gratis at spørge rådet i din sag, er processen alligevel forbundet med omkostninger for dig, og du bør drøfte med din advokat, hvordan du griber det bedst muligt an. Det skyldes, at der først skal anlægges en retssag, inden du kan stille spørgsmål til Retslægerådet, og en retssag er forbundet med omkostninger for dig.
Side sidst opdateret: 27.05.2022
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er retslægerådet?
Det er lægefagligt råd, som udfærdiger besvarelser til parternes i retssag, hvis der eks. er tvist om den medicinske årsagsforbindelse mellem en skade og de følger, den skadelidte klager over.
Hvordan stilles der spørgsmål til retslægerådet?
Det er parterne, der i fællesskab formulerer de spørgsmål, der skal stilles til retslægerådet.
Hvad bør jeg overveje inden jeg stiller spørgsmål til retslægerådet?
Du bør overveje, hvilket lægeligt materiale, der er relevant for retslægerådet at have for at kunne svare på spørgsmålene.