Erstatning for tab af erhvervsevne modregning

Hjem » Erstatning generelt » Erstatningstakster » Erhvervsevnetabserstatning » Erstatning for tab af erhvervsevne modregning

Erstatning for tab af erhvervsevne

Når du rammes af en arbejdsskade, ulykke eller sygdom, kan du miste dele af din evne til at arbejde. Dette kaldes tab af erhvervsevne, og hvis der er en ansvarlig skadevolder kan du have ret til erhvervsevne erstatning efter erstatningsansvarsloven.

Du kan få erstatning for tabt erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven, hvis du på grund af skaden ikke kan arbejde ligesom før. Der er tale om en erstatning, der udbetales som et engangsbeløb og ikke som en løbende ydelse, og det er modpartens forsikringsselskab, arbejdsmarkedets erhvervssikring eller Patienterstatningen, der vurderer sager om tabt erhvervsevne.

Det sker ud fra en beregning af erhvervsevnetabsprocent. Du skal således have et løntab på mindst 15 % for at få en erstatning for nedsat erhvervsevne, og det skal være de helbredsmæssige gener, som du har fået ved ulykken, der forhindrer dig i at arbejde, som før. Måske kan du ikke arbejde lige så lang tid som før skaden, eller måske betyder dit erhvervsevnetab, at der er opgaver på dit arbejde, som du ikke længere kan udføre.

Erstatningen for nedsat arbejdsevne beregnes som årsløn x erhvervsevnetabsprocent x kapitalfaktor 10.

Den beregnede erstatning nedsættes, hvis du var ældre end 29 år på det tidspunkt, hvor du kommer til skade. I den situation nedsættes din erstatning med én procent for hvert år, du var ældre end 29 år.

Hvis du var ældre end 54 år på det tidspunkt, hvor du kom til skade, skal din erhvervsevnetabserstatning nedsættes med yderligere 2 procent for hvert år, du var ældre end 54 år.

Hvis du er selvstændig og får en lavere erhvervsevne vurderes tabet ud fra dine regnskaber over flere regnskabsår. Man ser på flere regnskaber for at få et retvisende billede af din evne til at tjene en løn.

 

Erstatningen for tab af erhvervsevne – hvordan undgår du modregning med andre ydelser

Din erstatning for tabt erhvervsevne udbetales som engangsbeløb. Det er en kapitalerstatning, og den er skattefri. Der er ingen modregning i din kontanthjælp eller førtidspension. Det kræver dog, at du behandler din erstatning korrekt.

En erstatning for tabt erhvervsevne er personlig. Du skal derfor passe på din erstatning, så den rækker så længe som muligt, og du skal sørge for, at erstatningen sættes ind på en kreditorbeskyttet særskilt konto. Blandes erstatningen med andre beløb, mister du erstatningens særlige status som kreditorbeskyttet.

 

Tabt arbejdsfortjeneste og arbejdsmæssig udredning

Når det skal undersøges, om du har tabt dele af din erhvervsevne, vil du ofte skulle arbejdsprøves i et jobafklaringsforløb. Den endelige vurdering af dit erhvervsevnetab vil ofte afvente denne afklaring og du modtager erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I denne periode kan du modtage ressourceforløbsydelse, og her kan der ske modregning i din erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis ressourceforløbsydelsen træder i stedet for en arbejdsindtægt.

Kommunen må derimod ikke foretage modregning, hvis du modtager en kapitalerstatning eller svie og smerte godtgørelse samt erstatning for varigt mén.

Modregner din kommune i din erstatning for tab arbejdsfortjeneste kan det betyde, at du har krav på yderligere erstatning fra forsikringsselskabet, som betaler erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Modregningen vil nemlig typisk betyde, at din faktiske indtægt falder, og dermed stiger dit tab som føle af modregningen.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste opgøres som forskellen mellem den løn, du kunne have tjent uden personskaden, og den løn du får med personskaden. Hvis kommunen modregner ressourceforløbsydelsen i din erstatning får du ikke fuld erstatning og du har ret til mere erstatning fra forsikringsselskabet. Det kan medføre, at der ikke er en faktisk indtægt at fradrage og at forsikringen skal betale erstatning for den fulde løn uden fradrag.

Løbende ydelser fra pensionsordning skal som hovedreglen ikke modregnes i din erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Du bør dog altid tjekke dine forsikringsbetingelser, da det vil afhænge af de konkrete betingelser, om det gælder for dig.

 

Vi hjælper dig gerne juridisk

Det er vigtigt, at du fra start sikrer din erstatning bedst muligt, også i tilfælde af skilsmisse eller andre uforudsete hændelser senere.

Det er derfor altid en fordel at få juridisk hjælpe fra en advokat med speciale i tab af erhvervsevne, så du står bedst muligt og undgår senere tab på din erstatning for dit tab af erhvervsevne.

Trafikulykke

Voldsskade

Arbejdsskade

Piskesmæld

Patientskade

Anden personskade

Har du brug for hjælp?

Ring til os på

+45 33 60 87 87

Telefontider

Kl 08:00 til 16:00