Husk at tænde baglygterne på din bil
Gamle regler driller stadig i trafikken, hvor ikke-automatiske baglygter kan være årsag til farlige situationer. Ny kampagne skal ændre det.
Morgenerne er mørke, og regnen gør det svært at se langt frem. Pludselig dukker en forankørende bil op på vejen! Du står på bremsen…
Situationen er velkendt for mange danske bilister, der dagligt oplever ubehagelige situationer som følge af ikke-automatiske baglygter på en lang række biler, der kører rundt på de danske veje. Når lygterne ikke tænder af sig selv, glemmer mange bilister simpelthen at tænde dem manuelt. Derfor kører de både rundt og bryder loven – og skaber farlige situationer for andre og sig selv.
Færdselsreglerne er dog klare. Det er lovpligtigt at have kørelys på din bil hele døgnet. Kørelys betyder, at du altid skal have lys foran på bilen. Du må altså gerne køre med slukkede baglygter, når det er lyst. Du skal til gengæld altid have lys bagpå i lygtetændingstid – som er mellem solnedgang og -opgang – og når vejret er usigtbart – for eksempel i regn, tåge eller sne.
Seks ud af ti danskere siger, at de oplevet at møde biler uden lys i baglygterne, og heraf siger 13 procent, at de har været involveret i en kritisk situation og for eksempel måtte bremse hårdt op eller undvige, da en anden bil ikke havde lys i baglygterne. Det viser en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik i 2019.
Det vil transportministeren, Færdselsstyrelsen og Rådet for Sikker Trafik nu gøre noget ved med en ny kampagne.
”Det er afgørende, at vi kan færdes sikkert i trafikken. Derfor ser jeg også med stor alvor på, at så mange bilister ikke har lys i baglygterne. Det er til fare for bilisten og ikke mindst for de mange trafikanter, som bliver mødt med det i trafikken. Det er derfor meget positivt, at Rådet for Sikker Trafik nu gør en ekstra indsats for at sætte fokus på problemet, og jeg håber, at alle bilister vil tjekke deres lys, inden vintermørket for alvor rammer os,” fortæller transportminister Benny Engelbrecht.
Kan påvirke din sag
Sker der en trafikulykke, kan slukkede baglygter også få indflydelse rent erstatningsmæssigt, forklarer advokat og ejer af Lenschow Erstatningsretten Berit Møller Lenschow.
”Navnligt i forhold til ansvarsfordelingen mellem forsikringsselskaberne kan det få betydning, hvis du har kørt ulovligt og årsagen til ulykken har været, at baglygterne var slukkede. Derimod vil det typisk ikke få betydning for kravet på erstatning for personskade,” siger Berit Møller Lenschow.
Det er derfor en god idé at gøre det til en vane altid at tænde baglygterne, når du sætter dig ind i din bil og starter motoren. Også i dagslys.
Gamle regler
En undersøgelse fra 2018, som SOS Dansk Autohjælp står bag viser, at helt op til hver 7. bilist er i tvivl, om lyset på deres bil tænder automatisk, mens andre kører rundt med defekte lygter. At køre rundt med lys i en enkel lygte er også i strid med loven.
Problemet med de mørklagte bilbagender stammer tilbage fra 2011, hvor EU indførte et krav om automatisk kørelys foran på alle nye biler, men for at spare CO2 gjaldt det ikke baglygterne. Fra 2016 blev reglerne ændret, så det automatiske kørelys nu gælder både for og bag, men på biler fra perioden 2011-2016 skal du altså ofte selv tænde de vigtige, røde lygter. Andre bilister er i tvivl om udstyret i nogle af de helt nye biler, hvor lyset automatisk styres af en sensor, alt efter vejrforhold.
Er du i tvivl, så spørg din automekaniker eller en forhandler. Gør det også til en vane ofte at tjekke lyset på din bil, så du ved, at alle lygter virker.