I den kommende tid flyver mange unge mennesker fra reden for at starte på drømmestudiet eller afholde et sabbatår med et fuldtidsarbejde. Der er mange ting, der skal være styr på bolig, SU, studiestart mv., men har du styr på dine forsikringer?
Det vil typisk være ulykkesforsikringen, du skal have styr, hvorimod du ofte vil være dækket under dine forældres indboforsikring lidt endnu. Du skal særligt være opmærksom, hvis din status ændres fra at være studerende til at være fuldtidsbeskæftiget, fx i forbindelse med et sabbatår. Hvis det er tilfældet er det vigtigt, at du kontakter dit ulykkesforsikringsselskab og oplyser, at du ikke længere er studerende, men er påbegyndt en fuldtidsbeskæftigelse, da dette kan have betydning for din mulighed for at få dækning af din ulykkesforsikring. Det gælder selvom, du har tegnet en heltidsulykkesforsikring.
Årsagen til dette er, at en forsikringspræmie typisk er dyrere for personer, som er fuldtidsbeskæftiget end for personer, som er studerende. Vi modtager i stigende grad henvendelser fra unge, som har fået afslag på dækning efter deres ulykkesforsikring fordi de fx er kommet til skade i forbindelse med deres arbejde, men i forsikringsselskabs system har været registeret som studerende og derfor har betalt for lidt i forsikringspræmie.
Vi har for nyligt fået medhold i en sag hos Ankenævnet for Forsikring som netop omhandlede dette spørgsmål. Vi fik medhold I, at ulykkesforsikringsselskabet ikke var berettiget til at afvise dækning i henhold til forsikringsbetingelserne med den begrundelse, at vores klient kom til skade under sin fuldtidsbeskæftigelse men alene var registeret som studerende i forsikringspolicen. Ankenævnet kom herefter frem til, at vores klient var berettiget til dækning i henhold til forsikringsbetingelserne, dog med et fradrag for den for lidt indbetalte forsikringspræmie – altså der blev udbetalt en lavere erstatning end den man ville have opnået, hvis vedkommende havde været korrekt indplaceret hos forsikringen. Vi er selvfølgelig glade for, at vi vandt sagen og at forsikringsselskaberne ikke har ret til helt at afvise dækningen.
Det er dog alligevel en god ide at gennemgå din ulykkesforsikring i forbindelse med, at du skal flytte hjemmefra og sørge for, at din forsikringsstatus er registeret korrekt hos dit forsikringsselskab, så du sikrer dig at du har mulighed for at få fuld erstatning, hvis uheldet skulle være ude. 3 gode råd, hvis du er kommet til skade:
- tag på skadestuen
- anmeld skaden til forsikringsselskabet
- få kontaktoplysninger på vidner.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til advokatfuldmægtig Rikke Lauritsen Knudsen, som førte sagen ved Ankenævnet for forsikring.