Vejvrede er et stigende problem

af | dec 14, 2022

Hjem » Blog » Vejvrede er et stigende problem

Grov uagtsomhed i trafikken kan være dyr.

Der bliver dyttet, vist mindre flatterende håndtegn, råbt og endda spyttet på de danske veje. Vejvrede er et stigende fænomen, viser en undersøgelse fra GF Fonden, hvor 70 procent erkender, at de har oplevet at blive vrede eller aggressive, når de kører bil. Samtidig svarer 53 procent af deltagerne i undersøgelsen, at de har været udsat for vejvrede.

”Som bilist har du et objektivt ansvar for de ulykker, der kan ske, når du fører din bil på de danske veje. Det er logisk, at fokus bør være på vejen og ikke på at genere andre bilister. Ulykker sker, og ofte er uopmærksomhed årsagen kombineret med høj fart. Fra de erstatningssager, vi behandler, hvor trafikofre er skadet efter en ulykke, kan vi se, at konsekvenserne af en trafikulykke kan være meget store – også for den, der skal betale erstatning til den skadelidte,” siger advokat Berit Møller Lenschow, der ejer Lenschow Erstatningsretten.

Nogle bilister udviser endda en adfærd, der går et skridt videre end at råbe og dytte. Hasarderede overhalinger, forsøg på at presse en forankørende bil af vejen eller bilister, der overhaler og træder på bremsen foran den bil, de netop har overhalet, giver alt sammen meget farlige situationer. Det samme gælder bilister, der tænder for det lange lys på bilen for at blænde den modkørende.

Læs mere om trafikulykker

Normalt er det dit forsikringsselskab, der betaler, hvis du laver skader på et andet menneske i forbindelse med en trafikulykke. Det er din lovpligtige ansvarsforsikring, der dækker. Har du handlet på en måde, som dit forsikringsselskab vurderer, bunder i vejvrede, kan du dog risikere, at dit forsikringsselskab nægter at betale.

”Vejvrede kan anses for at udvise grov uagtsomhed. Sker det, skal du selv betale erstatningen til den skadelidte, og der er ofte tale om virkelig mange penge. Det er derfor en god idé at lære at håndtere sin vrede i bilen,” siger Berit Møller Lenschow.

Nogle bilister overfalder også andre bilister og udøver vold. Dette behandles som en voldssag, og også her kan den skadelidte kræve erstatning.

Gode råd ved ulykker

Hvis du er involveret i en trafikulykke, så husk at dokumentere så meget som muligt straks.

  • Få navne og telefonnumre på vidner og en eventuel modpart.
  • Opsøg læge eller skadestue og få dine skrevet noteret ned i din lægejournal. Tjek at oplysningerne er korrekte.

Har du brug for hjælp?

Ring til os på

+45 33 60 87 87

Telefontider

Kl 08:00 til 16:00