Champagne-branderten kan koste dyrt
Hvert år kommer danskere til skade nytårsnat, fordi de ikke omgås fyrværkeri med forsigtighed. Måske er de også fulde, og så er der risiko for, at deres forsikring ikke dækker, advarer advokat.
Flere personer kom ved sidste nytår uheldigt ind i det nye år med fyrværkeriskader, viser vagtcentralernes opgørelse. 67 gange rykkede ambulancerne ud, og i alt blev der foretaget 1329 opkald til 112 fra klokken 18.00 nytårsaften og frem til 06.00 nytårsmorgen. I alt rykkede akutberedskabet ud 993 gange. Flere danskere slutter deres nytårsnat på skadestuen, og alt for ofte skyldes det uforsigtig omgang med fyrværkeriet.
”Du bør huske, at du ikke kun udsætter dig selv for fare, hvis du ikke tænker dig om, når du fyrer raketter af. Du kan også risikere at skade andre, og måske endda ende med en stor regning. Forsikringen dækker nemlig ikke altid fyrværkeriskader,” siger advokat Berit Møller Lenschow.
Både de, der fyrer af, og de, der ser på, bør derfor passe på sig selv, når de vil ud og nyde synet af de mange sprudlende farver på himlen på årets sidste aften.
”Hvis du har drukket for meget, så vil de fleste ulykkesforsikringer ikke dække, fordi du har optrådt uansvarligt ved at blande krudt og sprut. Din promille vil afgøre, om forsikringen dækker i det tilfælde. Det samme gælder, hvis du har udvist grov uagtsomhed ved affyring af fyrværkeriet, selv har lavet fyrværkeriet eller brugt ulovligt krudt,” siger Berit Møller Lenschow.
Hun forklarer, det kan også betyde, at din ansvarsforsikring, beder dig om betale det erstatningsbeløb tilbage, som forsikringen for eksempel har udbetalt til en skadelidt. Det kan ske, hvis du opfører dig meget uagtsomt eller gør noget direkte ulovligt. En skade kan få alvorlige følger for mennesket, der rammes. Det kan gå ud over evnen til at passe sit job, sin skole eller fungere i dagligdagen. Måske må den skadelidte indlægges, måske får personen varige mén eller mister dele af sin erhvervsevne.
”Regningen kan for skadevolder derfor løbe op i millioner af kroner, hvis den skadelidte for eksempel mister synet ved ulykken,” siger Berit Møller Lenschow.
Uden skyld
Selvom du har gjort alt, hvad du kunne for at sikre dig, kan du alligevel risikere at komme til skade eller gøre at skade på andre. For få år siden var det tilfældet, da der blev konstateret problemer med nogle bestemte fyrværkeriprodukter. Raketterne i fyrværkeripakkerne gik simpelthen af for tidligt.
”I sådan et tilfælde vil man sige, at produktet er defekt, og du kan rette dit erstatningskrav for en personskade mod producenten eller den forhandler, der har importeret fyrværkeriet,” siger Berit Møller Lenschow.
Hvis du kommer til skade, fordi en anden person har handlet uagtsomt ved affyring af fyrværkeri, skal du rette dit krav om erstatning mod denne person eller vedkommendes ansvarsforsikring.
”I det tilfælde er det vigtigt, at du får så mange oplysninger som muligt. Bed om personens navn og telefonnummer, tag på skadestuen og få dine skader noteret hos en læge hurtigst muligt. Hvis du ikke selv kan indsamle dokumentationen, så kan dine venner eller familie gøre det,” siger Berit Møller Lenschow.
Klare regler
I Danmark har vi en fyrværkerilov. Den siger, at du må anvende fyrværkeriet fra 27. december til og med 1. januar. Overtræder du de regler koster det en bøde i omegnen af 1000 kroner eller mere.
Du må kun bruge godkendt fyrværkeri. Alt andet udløser også bøder af den simple grund, at krysantemumbomber, strygere og kanonslag er farlige. Godkendt fyrværkeri skal være mærket med et SIK-nummer eller et CE-mærke, og der skal være en brugsanvisning på dansk trykt på fyrværkeriet, som blandt andet viser den afstand du og dine tilskuere skal holde til fyrværkeriet.
Som forbruger må du ikke tage fyrværkeri, du har købt i udlandet, med hjem til Danmark, og du må heller ikke via internettet købe fyrværkeri til levering fra udlandet. Det gælder også CE-mærket fyrværkeri.
Hvis du køber ind til nytår, så husk at du kun må opbevare fem kilo krudt, også kaldet Netto Eksplosiv Stofmængde som forkortes NEM. På fyrværkeriet kan du læse indholdet af NEM, inden du køber det. Hvis du vil gemme fyrværkeri, skal du opbevare fyrværkeriet utilgængeligt for børn, lægge fyrværkeriet mørkt og tørt samt holde fyrværkeriet væk fra elektriske apparater og varmekilder som for eksempel varmeapparater.
Tag dine forholdsregler:
- Brug sikkerhedsbriller – også som tilskuer.
- Hold igen med alkoholen, hvis du skal fyre af.
- Undgå ulovligt fyrværkeri.
- Hold aldrig en raket i hånden eller gå tilbage til en fuser.
- Udvis almindelig sund fornuft ved brugen af fyrværkeri. Peg ikke på andre med raketter eller kast fyrværkeri mod mennesker.