Teenagere er udsatte i trafikken
Konkurrence skal øge unges fokus på trafiksikkerhed.
Unge i alderen 15 til 25 år er særligt udsatte i trafikken. GF Forsikrings Fond har derfor udskrevet en konkurrence, der skal øge trafiksikkerheden hos landets unge. Derfor inviteres alle 7.-8. klasser nu til at deltage i en landsdækkende filmkonkurrence for at gøre unge opmærksomme på, hvordan man kan færdes mere sikkert.
Tal viser, at når unge fylder 15 år, står de foran de ti farligste år i trafikken, og de første alvorlige ulykker i indeværende år har allerede indskrevet sig i den alvorlige statistik. Konkurrencen fra GF skal engagere de unge og dermed øge deres opmærksomhed i trafikken. Den går ud på at producere en kampagnefilm, der motiverer unge til at tænke sig om i trafikken. De bedste film vil modtage en pengepræmie til klassekassen.
”Det er vigtigt med alle tiltag, der gør de unge mere bevidste om trafiksikkerhed, og gerne ved at lade dem arbejde med emnet på en sjov måde. Når et ungt menneske kommer til skade i trafikken, kan det få endda meget alvorlige konsekvenser for den unges fremtid. Hver ulykke, der undgås, er derfor med til at gøre en forskel – både for den unge selv, men også for den unges familie,” siger advokat Berit Møller Lenschow, der ejer Lenschow Erstatningsretten.
7.-og 8.-klasser fra hele landet kan deltage i konkurrencen, og som noget nyt er konkurrencen i år også åben for elever i de danske skoler i Sydslesvig. Fristen for tilmelding er senest den 1. april i år, og tilmelding skal ske på hjemmesiden: www.gftrafiksikker.dk
Sidste år vandt Danmarksgades Skole i Esbjerg konkurrencen. Foto: GF.