Festivalbilletten kan blive en dyr fornøjelse
Frivillige på festivaler er ofte ikke dækket af en arbejdsskadeforsikring. Men hvem tænker på det, når der er mulighed for at få billet for at udføre lidt arbejde?
Er du en af de tusindvis af unge, der arbejder som frivillig på en festival for at få en gratis billet eller et armbånd, så læs med her. Det er nemlig ikke sikkert, at du er dækket af en arbejdsskadeforsikring, imens du udfører arbejde på festivalpladsen, og du kan ende med at stå med håret i postkassen rent erstatningsmæssigt, hvis du ikke selv siger fra.
”Området er en gråzone rent lovgivningsmæssigt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer hver enkelt sag, og da der er afvist sager, har nogle festivaller valgt helt at undlade at tegne en arbejdsskadeforsikring for de frivillige og dermed at behandle skader som arbejdsskader,” siger advokat Berit Møller Lenschow fra Lenschow Erstatningsretten.
”Efter min opfattelse udføres der arbejdsopgaver af de frivillige, som indebærer en risiko for skader, og her skal man altså selv være på vagt,” siger advokat Berit Møller Lenschow der fortsætter:
”Den organisatoriske struktur omkring en festival gør, at festivalarrangøren ikke betragtes som arbejdsgiver for de mange frivillige og dermed heller ikke er underlagt de forpligtelser, som en arbejdsgiver har.”
Læs mere om anden personskade.
Kommer du som frivillig til skade, kan det derfor betyde, at din sag ikke bliver anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og at du ikke kan få din sag anerkendt som en arbejdsskade. Det betyder også, at du selv skal være opmærksom på, om det arbejde, som netop du udfører, kan være omfattet af reglerne for arbejdsskader. Du kan nemlig ikke regne med, at festivalarrangøren sørger for at anmelde din skade.
Arrangøren går nemlig generelt ud fra, at det arbejde, der udføres, ikke skal anmeldes som en arbejdsskade – selvom der sker personskade. Det er er det svar, som advokat Berit Møller Lenschow netop har fået i en erstatningssag, hun behandler. Her er en frivillig kommet til skade på en festival.
Anmeldes din skade ikke som en arbejdsskade af arrangøren, mister du muligheden for varigt mén godtgørelse og erhvervsevnetabserstatning.
”At miste de muligheder kan få stor betydning for den tilskadekomne rent økonomisk, hvis man for eksempel må sygemeldes i en længere periode, eller hvis man kommer så alvorligt til skade, at man mister dele af sin erhvervsevne. Formålet med en erstatning for en arbejdsskade er økonomisk kompensation, så den syge har mulighed for at opretholde en levestandard,” siger Berit Møller Lenschow.
Har din billet været for dyr?
Hvis du som frivillig bliver sat til tungt arbejde og måske endda i højden, for eksempel hvis der skal sættes en scene op eller rejses et banner, og hvis udstyret ikke er helt nyt heller, begynder der at være risiko for skader af den mere alvorlige slags.
”En fribillet til koncerten kan være dyrt betalt, hvis du kommer så meget til skade, at du må sygemeldes fra dit ordinære arbejde eller din uddannelse, ” siger Berit Møller Lenschow.
Advokaten opfordrer derfor alle frivillige til at undersøge, hvordan de er forsikret på den enkelte festival, før de beslutter sig for at tilbyde deres arbejdskraft der. På samme måde bør de undersøge, hvilket arbejde der skal udføres og hvordan.
”Festivalerne har ikke nogen pligt til at forsikre de mange frivillige, så længe der er tale om medlemmer, der er organiseret i en forening, hvis formål det er at arrangere f.eks. en festival. Her går man ud fra, at foreningens medlemmer har helt samme interesse som foreningen, men jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved, om det altid er sådan, navnlig i de tilfælde hvor prisen for en billet, gratis øl og mad i et par dage gives mod hårdt fysisk arbejde, og hvor der er en reel risiko for komme alvorligt til skade” siger Berit Møller Lenschow.
Advokaten forklarer, at festivalerne ikke som sådan gør noget ulovligt, men hun savner et bedre informationsniveau af de frivillige, så man ved, hvad man går ind til.
Berit Møller Lenschow erkender, at dette selvfølgelig er en administrativ ekstra opgave for festivalarrangøren, men det er ofte unge mennesker, der er frivillige, og for dem betyder festivalbilletten mere end risikoen for at komme til skade eller hvordan de er forsikringsdækket. Ansvaret bør arrangøren derfor tage på sig, mener hun.
”Jeg behandler i øjeblikket en sag for en klient, der er kommet til skade som frivillige på en festival, og som blev meget overrasket over ikke at være dækket af en arbejdsskadeforsikring,” siger Berit Møller Lenschow, der nu har hjulpet sin klient med at anmelde skaden og derfor nu afventer, om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil anerkende skaden som en arbejdsskade.
”Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om alle frivillige har samme oplevelse af informationsniveauet, men da festivalernes koncept er meget ensartet, kunne jeg godt frygte, at det er tilfældet,” siger Berit Møller Lenschow.
3 gode råd, hvis du skal arbejde som frivillig på festival
- spørg ind til hvordan du er forsikret
- spørg ind til, hvilke arbejdsopgaver, du skal løse
- overvej, hvor langt du vil gå for at få en billet – sig fra
4 gode råd, hvis du er kommet til skade som frivillig på en festival
- fortæl festivalarrangøren (din arbejdsgiver), at du er kommet til skade
- tal med eventuelle vidner, som kan bekræfte hændelsen
- tag på skadestuen og bliv undersøgt
- tjek om din skade skal anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.